Pligten til rimelig tilpasning
Tilpasning af arbejdspladsen – arbejdsgivers pligt
I forhold til personer med handicap har arbejdsgivere en særlig tilpasningspligt. Det betyder, at der skal foretages visse tilpasninger af arbejdspladsen for at give personer med handicap lige adgang til beskæftigelse.
Tilpasningsforpligtelsen er relevant i de tilfælde, hvor en jobsøger eller en medarbejder med handicap i øvrigt har de nødvendige kvalifikationer for at kunne bestride jobbet. Det afgørende er, hvilke behov for tilpasning af arbejdspladsen den pågældende person med handicap konkret har. I den forbindelse må jobsøgeren eller medarbejderen også selv oplyse om sine behov for kompensation.
Tilpasningspligten betyder også, at en ansøger med handicap skal vurderes på lige fod med andre ansøgere. Det springende punkt i forhold til en eventuel ansættelse er, om den tilpasning, der skal foretages, kan forventes af arbejdsgiveren, eller om den er urimelig byrdefuld. Hvis det sidste er tilfældet, kan det ikke kræves, at tilpasningerne foretages. Der findes flere offentlige støtteordninger, som kan hjælpe med at lette tilpasningsforpligtigelsen og gøre den mindre omkostningsfuld.
Også i forhold til en allerede ansat medarbejder har arbejdsgivere en konkret tilpasningspligt. En ansat medarbejder med handicap skal kunne bibeholde sin ansættelse men også kunne udvikle sig i sin stilling. Formålet er, at den ansatte så vidt muligt stilles i samme situation som andre medarbejdere, der ikke har et handicap.
Men hvad kan arbejdsgivere konkret gøre for at tilpasse arbejdspladsen?
Der kan fx ske en tilpasning af arbejdspladsen gennem:
Indretning af lokaler
Tilpasning af udstyr
Tilpasning af arbejdsmønstre og opgavefordeling
Tilpasning af adgangen til uddannelse og instruktion
Som nævnt er det kun rimelige tilpasninger, som arbejdsgivere har pligt til at foretage. Om en nødvendig tilpasning er rimelig vil afhænge af:
- hvor dyr den er
- hvor stor virksomheden er
- hvor meget støtte der kan opnås fra det offentlige
Hvis en tilpasning betragtes som rimelig, vil det være udtryk for ulovlig forskelsbehandling, hvis den ikke sættes i værk.
Eksempel på en arbejdsgivers opfyldelse af tilpasningspligten:
En arbejdsgiver overvejer at afvise en ansøger til at kontorjob med den begrundelse, at ansøgeren ikke opfylder krav til brug af virksomhedens computere. Ansøgerne har nogle alvorlige skulderproblemer og kan ikke bruge et almindeligt tastatur. Hun kan heller ikke sidde og arbejde i samme stilling mere end 20-30 minutter af gangen. I stedet for at afvise ansøgeren undersøger arbejdsgiveren, hvilke tilpasninger af hendes arbejdsplads, der er nødvendige for, at hun kan fungere i stillingen. Det viser sig, at hun vil kunne udføre sine arbejdsopgaver, hvis hun får en særlig computer og et bestemt skrivebord. Det viser sig også, at virksomheden kan få dækket de fleste udgifter af det offentlige. Da kvinden i øvrigt har de nødvendige kvalifikationer, får hun kontorjobbet.
